søndag den 22. januar 2017

Vi bygger en væg for at få mere plads til det vigtige

Siden torsdag morgen er der blevet målt, hamret, savet, skruet, spartlet og målt lidt mere. Der har fløjet eder og forbandelser samt hurraråb og sejersudbrud gennem luften. Min mand og svigerfar har knoklet med at bygge en væg i vores stue som skal adskille stue og et kommende soveværelse.

For mig har soveværelset altid været et unødvendigt stort værelse. Jeg har altid forsøgt at få andre funktioner ind i rummet da det ikker giver mening for mig at bruge så meget plads på at ligge med lukkede øjne. Da vi for mange år boede på nørrebro delte vi værelse med vores førstefødte. Senere på Amager sov vi i stuen for at få plads til krearum og værksted.
De sidste to år har vi haft et "almindeligt" soveværelse, jeg har dog rykket rundt tre  gange for at finde den optimale udnyttelse af rummet. Dette har ikke fungeret så nu har det fået dødsstødet.

Vores gamle soveværelse bliver lavet om til et multi-familie-krea-hygge-kontor-rum. Der skal være plads til lektiearbejde, ikke svinende krea, computer, lego, puslespil osv.
Når jeg om eftermiddagen er i køkkenet for at forberede aftensmad har jeg tre kravlenisser hængende omkring mig. De sidder i hjørner, ligger på gulvet eller sidder ude i gangen op til køkkenet for at være så tæt på som muligt. Det vil sige at den store stue bliver kun brugt hvis der tændes for Netflix.

Med indgrebet der er blevet foretaget de sidste 4 dage har vi afkortet vores stue med 7 m2, til gengæld har vi tilført vores køkken 15 m2 multirum.

I skrivende stund mangler der stadig en del finish, stuen er et stort kaos, det gamle soveværelse er opbevaring for en masse lort samt den gamle seng og resten af huset roder da ungerne selvfølgelig bliver lidt rodløse når tingene på den måde brydes op. Jeg kan ikke vente til det hele er på plads og vi kan få lov til at indtage de nye rum og se hvordan deres funktioner passer til vores familie.





I næste runde, når svigerfars gamle krop har restitueret, skal vi have bygget en flyder-sofa-slagbænk som skal være hele væggens bredde samt det lille hak som er opstået mellem den gamle halvvæg og den nye væg. Det bliver så godt med en sofa hvor vi alle seks kan slænge os! 

1 kommentar:

  1. Det lyder som en genial idé, byer i så også mellem gamle sove værelse og multimedie. . Eller er der direkte udsyn via en dør.

    SvarSlet