torsdag den 19. januar 2017

En vandhane og en væg i midten

Sidste år på denne tid var vi i fuld gang med ombygningen og opbygningen af vores nye køkken. Det var et hårdt og langt forløb med mange bump på vejen, men resultatet blev rigtig godt. Jeg har dog hele tiden manglet noget der indikerede at det var mit køkken, trods stribet gulv og palmer på væggen. Så jeg har gået og kigget på greb, knager, hylder, lamper og hvad man ellers kan komme i tanke om af accessories til køkkenet.
Ud over det har vi nærmest fra dag 1 været meget utilfredse med den vandhane vi havde med i pakken. Vi orkede ikke at klage mere og håbede at vi med tiden ville lære den at kende, men eneste løsning på at den ikke oversprøjter hele køkkenet er at lade den være slukket, og det er en kende uholdbart.
Min mand har derfor søgt og undersøgt og har forelsket sig i armaturet fra zeromix.dk. Jeg synes han har rigtig god smag og som ekstra bonus er det en vandhane som ikke afgiver nogen former for tungmetaller.
Vandhanen blev klikket hjem igår og det gjorde beslutningen om nye greb endnu nemmere. Jeg havde nemlig for længe siden forelsket mig i nogen helt enkle messinggreb så beslutningen blev hurtigt taget og nu venter jeg i spænding på at posten banker på døren.

Jeg glæder mig til at vise mere frem når både greb og vandhane er monteret.
Vandhanen er fra starten poleret men vil patinere med tiden hvis dette ønskes. 

Resten af dagen og faktisk resten af ugen er min svigerfar flyttet her til Sorø, min mand har taget to feriedage og nu skal vi lave plads til en familie på 6.
Vi har siden vi flyttede ind afprøvet forskellige værelses løsninger og funktioner. Vi har kigget meget på hvilke behov vores hverdag har og på hvordan vi fungerer bedst som familie. Vi har rystet posen i stueetagen og går idag igang med at sætte en væg op midt i det hele. Ikke et oplagt sted men for os meget gennemtænkt. Det glæder jeg mig også til at vise frem!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar