Ny(t) i vente

Tror ikke jeg vil kalde de sidste måneder for en blogpause, det har nærmere været et blogfravær. Det er egentlig ikke fordi jeg ikke har haft noget at skrive om, faktisk har jeg digtet bunker af indlæg på vej til og fra arbejde, mens jeg har lavet mad og ordnet haven. Men ingen af dem er kommet videre ned på tastaturet og ud i verden.
Hvad har jeg så fået tiden til at gå med?
I juni måned fandt vi ud af at familien til marts 2017 går fra at være 5 til 6. Vi skal ha en lillebror og vi glæder os helt vildt. Det er en kæmpe gave en sidste gang at få lov til at mærke livet boble, se maven vokse og mærke glæden over det spirende liv. Og ikke mindst endnu engang opleve mine børn glæde sig til at elske den lille ny.
Denne gang kan jeg godt mærke at jeg er et stykke over 30 år, er mor til tre og arbejder i en skovbørnehave. Jeg er træt med træt på. Når jeg om aftenen ligger i min seng er det mig et under at jeg har klaret eftermiddagen uden at falde i søvn over gryderne eller midt i maden. Jeg fornemmer at trætheden er ved at lette, måske også derfor jeg igen finder overskud til at sætte mig og få lidt ord ned på "papiret".
Den lille ny laver lidt om på planløsningen i vores hjem, så vi ligger planer, tegner og måler op. Der kommer til at ske en del især i stue og soveværelse til at starte med. Jeg glæder mig til at se ideerne blive til virkelighed og jeg glæder mig til at skulle se på muligheder og løsninger igen. Det er klart et luksusproblem, men siden vi flyttede til dobbelt så meget plads har jeg lidt mistet interessen for at indrettet og få tingene til at hænge sammen. Den lille spire i min mave har sat gang i alt det jeg synes er sjovt og min hjerne ser nu sjove, spændende, anderledes muligheder alle steder i vores hjem.

Kommentarer

  1. Wauw!! Kæmpe stort tillykke! Jeg er meget imponeret; jeg har selv tre poder, og tanken om at få én mere, den.... overlader jeg til andre, som for eksempel dig! Hvor bliver det spændende, og endnu engang stort tillykke!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have:) Vi har næsten fra første date sagt i sjov at vi skulle have 4 børn, og bingo, nu er nr 4 på vej :)

      Slet

Send en kommentar

Populære indlæg