onsdag den 12. oktober 2016

Når det hele bliver vendt på hovedet

Efter vi i sommer stod med de to eftertragtede streger på den lille pind begyndte en masse tanker at melde sig. Denne gang besluttede vi at takke ja til en nakkefoldsskanning. Det er ikke en skanning jeg før har været interesseret i da vi vurderede at vi godt kunne overskue at skulle være forældre til både to raske børn og et evt barn med Downs syndrom.
Denne gang er vi ældre, vi har købt hus og er derfor afhængige af to indtægter og vi lever på flere måder et mere hektisk liv med mange aktiviteter.
Til 9 ugers undersøgelsen ved lægen talte han meget imod NF skanningen, og jeg var jo egentlig enig med ham, men vidste også at jeg havde brug for vished. Jeg aftalte med en veninde at hun skulle tage med mig da jeg ikke mente det var nødvendigt at bede Michael om at tage en fridag, det var jo bare en rutine skanning.
Da dagen kom var jeg dog noget rundt på gulvet og endte med at ringe til Michael og bede ham hoppe af toget og vende tilbage til Sorø. Vi kørte afsted mod Næstved sammen og kom hurtigt til på hospitalet.
Vi havde den sødeste skanningsjordmor som virkelig var meget omhyggelig og kom tilbage flere gange for lige at skanne igen efter hun havde tastet på computeren. På intet tidspunkt slog det mig at der kunne være noget galt. Hun blev ved med at fortælle hvor fin den lille var, hvor fin nakkefolden var og at alt som skulle være der var der.
Da vi igen sad ved bordet foran hende sagde hun: Desværre er tallet 1:118, jeg har forsøgt at skanne dig mange gange for at se om jeg kunne få andre tal så det ville ændre sig, men 1:118 er det tal jeg får.
Min verden brød helt sammen. Jeg kunne slet ikke tænke klart og kunne på ingen måde høre hvad hun sagde til mig. Der løb en flod af tåre ned at mine kinder og min hjerne lukkede af for al fornuft.
Vi fik en tid til moderkagebiopsi 4 dage senere. Det var en skrækkelig lang ventetid, og for at det ikke skal være løgn var hele den weekend fyldt med fødselsdagsfejring af ældstemusen som blev 10 år om søndagen. Jeg holdt sammen på mig selv og nåede til tirsdag.
Afsted til Næstved igen, jeg frygtede undersøgelsen, havde læst en masse om både meget lange nåle og risiko for abort. Den sødeste læge tog imod os, undersøgelsen gik igang og den var på ingen måde slem. Det værste var at vide hvad der skete. Jeg fik lov til at se den lille spunk endnu engang på skærmen og så kørte vi hjem igen. Fra biopsien blev taget tirsdag til de første svar kom fredag eftermiddag følte jeg ikke at jeg trak vejret på noget tidspunkt. Jeg gemte mig væk og lukkede verdenen ude. Jeg læste alt på nettet omkring Downs syndrom, risikovurderinger, fejlvurderinger, gode og dårlige resultater. Hver gang telefonen ringede var jeg lige ved at dø. Mit hjerte hamrede og blodet suste i mine øre. Det var åbenbart den uge hvor samtlige telefonsælgere i Danmark havde besluttet sig for at ringe til mig.
Fredag eftermiddag efter jeg havde tjekket min e-boks omkring 700 gange kom endelig den mail jeg havde ventet på.
"Vi har modtaget første svar på din kromosom undersøgelse, og alt er normalt. Vi kan desuden oplyse at du venter en dreng"
Jeg brød helt sammen, det tog 15 minutter før jeg kunne ringe til Michael og fortælle ham den glade nyhed.
Så skulle jeg bare tilbage til lykken igen, genfinde troen på at den lille dreng i maven havde det godt og glæde mig over de kommende 6 måneder.

Jeg synes det har været helt ekstremt svært at finde grundlykken igen. Jeg blev så forskrækket over nakkefoldsskanningen og jeg tror at jeg ubevidst tog afsked med det lille foster da jeg fik foretaget biopsien. Alt dette har bevirket at min hjerne laver en masse spin, måske for at sikre sig at jeg ikke kommer ud for endnu en forskrækkelse. Jeg håber at troen på det lille liv vender helt tilbage når de små spark i maven bliver så tydelige og regelmæssige at man kan regne med dem.

Nu skal jeg i første omgang til misdannelsesskanning på fredag og denne gang satser jeg på at det bliver en dejlig oplevelse.

Dette billede tog jeg da den fantastiske mail var tikket ind. Det viser ret godt hvordan jeg havde det. Det var også første gang jeg kiggede på de billeder vi havde fået af den lille ballademager.

4 kommentarer:

  1. Hvor er jeg glad for at høre at I i sidste ende fik et positivt svar... Jeg kan levende sætte mig ind i den frygt og ked af det hed du har været i... Og jeg kender også til at frygten ikke helt vil slippe igen. Efter at jeg tidligere havde aborteret ufrivilligt, havde jeg svært ved helt at tro på det ville gå godt da jeg igen blev gravid,
    men det gjorde det heldigvis og Carl Emil var fin og lækker som han skulle være :)
    Jeg håber, du får en rigtigt god graviditet på trods af den lidt svære start :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have. Jeg håber virkelig også på at gensynet på skærmen i morgen vil give mig en masse lykkelige bobler i maven. Og så glæder jeg mig bare helt usandsynligt til at sidde med min lille raske dreng i armene om ca 20 uger :)

      Slet
  2. Hold da op. Jeg ved godt at dette er et gammelt indlæg, men jeg fik alligevel lyst til at give dig et virtuelt kram. Jeg har selv været igennem noget der ligner og jeg kan sagtens forstå dig. Håber du har fundet overskuddet nu og kan glæde dig fuldt ud. Samtidigt vil jeg sige at det var godt at du fik lavet moderkagebiopsi for ellers var den afstandstagen du allerede var igang med bare blevet større gennem graviditeten.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have! Jeg er også glad for at jeg fik taget prøven og fik svaret, men det kom godt nok bag på mig hvor meget energi det har krævet at blive rigtig glad igen. NU glæder vi os dog helt vildt til den lille fyr kommer :)

      Slet