fredag den 15. april 2016

Humlebien Henriette

Som jeg tidligere har skrevet lidt om, arbejder jeg i en skovbørnehave i Sorø, Skovhuset Sorø. Vi har hele efteråret forberedt os på at skyde 2016 igang. 2016 med et helt særligt tema, nemlig Humlebien. Sidste sommer var nogen børn på tur med vores naturvejleder, de fandt et træ med en masse døde humlebier under. Børnene undrede sig, hvorfor var alle disse humlebier døde? Denne undren har vi grebet og Humlebien har fået en stor plads i vores dagligdag og i vores hjerter.
Siden årsskiftet har vi med større og større intencitet arbejdet hen imod klimaks, åbningen af vores Humlebisti 1. maj. En lille tur på vores eng hvor vi gennem kunst, leg og tekst vil formidle humlebiens cyklus og vigtigheden af at bevare og styrke den fine bestøver. 

Vi laver pupper, humlebireder, humlebihuler, humlebiæg og meget meget mere. 1. maj kommer borgmesteren og åbner stien ved en stor fest på engen i samspil med skovens dag og Danmarks Naturfredningsforening og alle er velkomne.

Humlebien Henriette er vores maskot, humledronningen over dem alle. Hun er opstået igennem et teaterstykke vi ofte spiller for alle børnene i børnehaven. Et teaterstykke der kort fortæller om humlebiens liv. Børnene er vilde med det og deltager mere og mere. Hvis nogen skulle komme forbi 1. maj lover jeg at det bliver muligt at se mig og mine kolleger give den gas iført humlebidragter og højt humør. Det er et (s)kønt syn!

Jeg elsker vores projekt og glæder mig helt vildt til 1. maj og til alle dagene efter hvor humlebien stadig vil spille en stor rolle i vores hverdag. Vi skal bl.a. tilplante 4 forskellige bede med strand, skov, eng og overdrev som et spisekammer til humlebierne. Jeg vil løbende dele vores erfaringer her på bloggen, for humlebier, dem vil alle ønske sig i sin have. Med glade humlebier kommer der sød frugt!

Jeg har fået den store ære at tegne og designe logoet til vores sti og alle materialerne dertil. Den lille humlebi vil også blive trykt i et begrænset antal og solgt fra vores støtteforening på dagen. 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar