søndag den 9. november 2014

Gæsteblogger, Fra sygeplejerske til smykkedesigner

Jeg har været så heldig at få søndagsvisit på bloggen af smykkedesigner Line Marie Skjoldan. For ikke så længe siden var jeg så heldig at få lov til at udlodde et af hendes smukke armbånd, idag er jeg beæret over at hun vil fortælle lidt om sig selv på min blog. Tag godt imod hende og smut evt over forbi hendes lille netshop, den er fyldt med julegaveønsker!

Fra sygeplejerske til smykkedesigner – fra narkomaner til baronesser
For 2 år siden arbejdede jeg som hjemmesygeplejerske på Vesterbro. I dag laver jeg håndsmedede smykker i guld og sølv. Et stort spring? Ja, men der har også været sjove ligheder.
Min hverdag bestod dengang af alt fra hjemmebesøg hos narkomaner, behandling af unge kræftsyge og ture til Mændenes hjem. Det var et givende – men også ekstremt stressende arbejde. Tilsidst blev stressniveauet for meget og jeg besluttede mig for at prøve noget helt nyt.
En af de ting, jeg godt kunne lide ved sygeplejerske-arbejdet, var det håndværksmæssige. Noget af det, man skal som sygeplejerske, kræver faktisk en meget høj grad af fysisk præcision. Så selvom springet fra sygepleje til guldsmedearbejde måske lyder stort, så har jeg kunne tage min forkærlighed for præcisionsarbejde med mig.



En baronesse købte det første smykke
Sygepleje på Vesterbro er lig med en ret stor grad af uforudsigelighed og intensitet. Folk dør bogstaveligt talt i hænderne på en. Mine smykker blev på forunderlig vis et svar på hele det virvar af indtryk. Jeg fik lyst til at fortælle mig selv, at verden kunne blive enkel igen. Deraf voksede en række ultra-minimale smykker – designet til at skære igennem og til ikke at overdøve mennesket, der bærer dem.
Det første smykke, jeg designede, blev købt af en baronesse. Jeg mødte hende til et bryllup, hvor hun så smykket og bestilte to par med det samme. Derefter gik det hele ret hurtigt. Jeg var med i Workshop butikkerne på Islands Brygge – og er nu i designkollektivet Skabt på Istedgade. Tilbage på Vesterbro, men nu med et ganske andet arbejde.


Smykker der understreger din personlighed – ikke overdøver den
Mange af smykkerne er designet med særlige overfladebehandlinger, som gør, at de reflekterer lyset forskelligt. De kan se helt forskellige ud i dagslys eller om natten. De skal kunne bruges i alle slags situationer – uanset om man har hverdagstøj eller festkjole på. I det hele taget tror jeg meget på, at smykker skal understrege ens personlighed – ikke overdøve den. Den person der kigger på dig, skal kunne koncentrere sig om dig – og ikke blive blændet af smykker.

Hvordan livet og smykker hænger sammen
Prøv at tænke på, hvordan det føles, når du sætter et nyt smykke på din krop. Hvad gør det ved dig? Hvordan hænger det sammen med, hvor du er i dit liv? Hvorfor har du valgt netop dét smykke? Det er den slags spørgsmål, jeg godt kan lide at tage udgangspunkt i. Det ultra-minimale udtryk opstod ud af overvældelse og stress.
Et andet menneske – i et andet liv – ville finde på noget helt andet. Hvis man er gået lidt i stå i sit liv, kan man måske have brug for vilde, farverige, ekspressive smykker. Jeg synes, jeg ser mange kvinder, der er overvældede af indtryk. Jeg prøver at give dem nogle smykker, der kan bringe dem tilbage til det enkle.

Man kan købe nogle af mine smykker på www.linemarieskjoldan.dk



Ingen kommentarer:

Send en kommentar