Store valg for små mennesker

Jeg ved ikke om det er post-baby-mor-hormoner (lillebror blev 1 år i mandags) der suser rundt i min krop, om det er den sårbare spirende forårsstemning eller noget helt andet. Måske bare helt almindelig mor tanker. Jeg ved det ikke, men de fylder og til tider kan jeg blive helt ør af dem.
Vi tager denne egoistiske beslutning om at sætte børn i verden. En beslutning om at få børn som vi kan elske, være stolte af, nyde livet sammen med og se dem komme videre og på et tidspunkt reproducere sig selv som vi gjorde. Vi tager store beslutninger på vores børns vejne når vi bestemmer institution, skole, bopæl osv. Men vi kommer også til at tage store beslutninger når vi fravælger nogen af disse. Her hjemme har vi valgt at lillebror ikke skal gå i vuggestue. Han skal passes af mig og så direkte i børnehave. Jeg synes det er fantastisk og jeg elsker tanken om at jeg skal opleve hele det næste år sammen med ham, det år som pædagogerne i vuggestuen oftest oplever på tættere hold end forældrene. Jeg har "passet" ham i 27 dage, der har været vinterferie og familien har været ramt af sygdom så ind til videre har der været bunker af underholdning til den lille store dreng. Men jeg kan ikke lade være med at lytte til en lille hvislende stemme som kommentere på risikoen for at han kommer til at mangle noget ved ikke at have sin daglige gang i en institution. Rationelt kan jeg som tidligere vuggestuepædagog godt se at han får det som blommen i et æg, og han jo kan møde alle de skønne unger jeg beslutter mig for gennem legestuer eller hos fantastiske blogveninder. Men den lille tvivl hvisler alligevel et sted i mig og det gør ondt.
En anden stor beslutning er når ens børn er skrevet ind i det danske hospitalssystem og gennemgår mange undersøgelser uden nogen konkret slutning eller diagnose. Hvor længe skal man blive ved. Skal vi selv afslutte undersøgelserne og tage den vigtige beslutning om at nok er nok. Hvad hvis de finder noget som måske kan behandles men med store bivirkninger, hvad er så vigtigst? Dette er i mine øjne kæmpe store beslutninger som jeg slet ikke ved om jeg er voksen nok til at tage. Beslutninger som kan få afgørende betydning for mine børns liv. Det liv som jeg har givet dem, det liv som jeg i så lang tid bestemmer over og kan tage rigtige og forkerte beslutniger for. Det skræmmer mig og jeg ville ønske at der fulgte en manual med om de voksne beslutninger som man skal kunne tage når man vælger at ens kærlighed skal manifestere sig i børn.
Jeg bruger meget energi på at fortælle mig selv at de beslutninger vi tager er rigtige på det tidspunkt vi tager dem og derfor ikke skal undskyldes, men nærmere forklares. Hvis vi tager en beslutning som på sigt viser sig at være forkert ved jeg at forklaringen viser at den blev taget med uendelig kærlighed til det lille sårbare menneske som jeg/vi bestemmer/ bestemte over.
Sikken en forvirret mor-smørre dette indlæg endte med at blive, gad vide om man nogen sinde bliver rigtig klog på det at være mor eller forældre? Hver dag er ny, hver beslutning er ny og skal tages på baggrund af ny viden.



Kommentarer

  1. Vi kommer gerne med underholdning Asle og jeg! Jeg har jo sagt det før ;-) Jeg er stadig på barsel halvdelen af tiden, hvor vi jo også gerne vil underholdes... så vi skulle nok kunne finde en dag. Når i lige er blevet raske derhjemme ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor lyder det skønt Marie! Vi er endelig ved at være raske 7-9-13!!! Så nu må det da kunne lade sig gøre at lave en legeaftale :)

      Slet
  2. Jeg tænker mange af de samme tanker, bare med omvendt fortegn - her har vi valgt at sætte et lille menneske i verden, som er helt afhængig af vores omsorg, og så afleverer vi hende til nogle fremmede voksne stort set hele dagen?? Kan de give hende dét, som jeg kan? Burde min datter ikke være hos mig? Hvad hvis jeg ikke er den første, der oplever de første ord, de første skridt? Jeg misunder dig, Camilla. Og jeg er ikke er øjeblik i tvivl om, at Erik ikke kommer til at mangle noget. Og ps. så bor en af mine veninder nærmest i jeres baghave (tror man kan se hendes 'hus' fra jeres køkkenvindue), hun har også valgt at gå hjemme med sin søn, som nu er 8 måneder - bare hvis du savner flere i samme båd i nærområdet:) Kys på dig og alle dine tanker, som jeg tror enhver mor kan nikke genkendende til:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Puha! 1000 tak for en fantastisk kommentar! Jeg tror at du har ret i at vi altid vil bekymre os om de små poder, lige meget hvilken beslutning vi tager! Og på sin vis er det jo godt med de tanker, bekymringer og overvejelser så vi ikke bare lader hverdagen og livet tromle os og vores børn ned. Du må da meget gerne introducere mig for vores bagboer, gerne sammen med dig og Ane en dag :)

      Slet
  3. Hej, jeg har ikke fulgt din blog så længe og "kender" dig derfor ikke så godt - men har rigtig meget lyst til at skrive et langt svar til dig - så here we go ;-) Jeg tror mange forældre kender til tanker som dine, hvad er konsekvenserne af vores valg for vores børn? Åhh.. det kan være såååå svært, og alligevel, så føler jeg at det, hvis jeg lytter godt efter min mavefornemmelse, faktisk er - nogenlunde - ligetil. Vi forældre kender vores børn bedst, og vores intuitive fornemmelse for deres bedste kår, er efter min erfaring, rigtig. Jeg passer vores 1 1/2 årige datter hjemme. Hun er hypermobil og har gennem de seneste 9 måneder været gennem en række behandlere. Nogle har vi valgt fra, fordi vi oplevede at de holdt så meget fast i deres fag, at de ikke så, at vores datter havde brug for noget andet. Andre har vi selv valgt til, fordi vi mente de havde det der skulle til, for at hjælpe os. Det svære, synes jeg, er at, jeg skal følge den slaviske vej gennem sundhedssystemet, rette mig efter eksperterne, og tro på alt hvad de siger. Det gør jeg ikke. Jeg følger den slaviske vej, for jeg vil gerne have undersøgt til bunds om alt er ok. Men jeg finder også andre behandlere, når jeg finder det nødvendigt, og vælger systemets behandlere fra. Det gør jeg, fordi jeg efterhånden har lært mig selv, at jeg er eksperten på vores datter. Jeg er ikke fagligt inde i det lægelige, men jeg kender min datter bedst.
    Mht at gå hjemme med de små, så synes jeg at det er en gave, og ville ønske at jeg havde vidst at "det fandtes" da min søn var lille. Det var bare ikke en del af min tankegang, dengang, til trods for at jeg ofte afleverede med stor-dårlig samvittighed. Men... At jeg synes det er rigtigt, overbeviser jo ikke dig :-)
    Hvad er det du synes institutionen kan give ham, som du ikke kan?
    Samvær med andre, kan du, som du skriver, få i legestuer - især hvis du bor i kbh :-)
    Struktur i hverdagen? Det kan du jo selv skabe :-)
    Jeg er for nylig kommet med i et facebook netværk af hjemmegående i storkøbenhavn, og det er en ret fantastisk gruppe, synes jeg. Jeg har ikke mødt dem endnu i den virkelige verden, men de kan anbefales :-) Der er en masse erfaringsudveksling om små børn, insitutioner, og livet med små børn hjemme.
    Måske du kan bruge lidt af mine tanker
    Mange hilsner,
    Mette :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Velkommen til og 1000 tak for dit lange svar! Du har helt ret og jeg kan mærke at der igen er faldet lidt ro på tankerne. Både jeg og min mand er uddannede pædagoger så jo jeg skal nok klare at give ham meget af det jeg frygter han kommer til at mangle. Jeg har efter tip fra dig fundet nogen familier på facebook som har taget samme beslutning som os, så tak for tip!

      Slet
  4. Hold du bare fast i, at det er det rigtige for jer. Jeg er sikker på, at det er godt for ham at være hjemme. Det er kun et års tid siden, at en phd slog fast, at det ikke er godt for så små børn at blive afleveret i institution. Jeg skal selv aflevere min dreng på mandag - og har det faktisk ikke så godt med det.

    Kh
    Anna

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Anna. 100o tak for din kommentar. Jeg er også vendt tilbage til sikkerheden om at det er den rigtige beslutning vi har taget og ser frem til at opleve det næste år sammen med den lille gut!
      Jeg håber at I får en god tid og god oplevelse i vuggestue, held og lykke!
      Camilla Maria

      Slet
  5. Så mange fine tanker du gør dig.
    Nogle gange tror jeg det er bedst ikke at tænke for meget, men nyde livet og stå ved de beslutninger vi træffer.
    Langt de fleste af os gør vel altid vort bedste, især når det handler om vore børn.

    Hold fast i dine beslutninger og nyd det smukke forårs komme.
    Ole
    http://www.mariahoffbeck.blogspot.com

    SvarSlet
    Svar
    1. 1000 tak for din kommentar. Ja engang imellem kunne det være fedt at slå tænkeren fra og så bare gøre. Vi holder ved vores beslutning som er taget i stor kærlighed til vores børn, så helt galt kan det vel ikke gå!

      Slet
  6. Ved det er nogle dage siden du skrev dette indlæg men jeg skriver alligevel :)
    Jeg har gået hjemme med begge mine indtil 1. November sidste år, hvor jeg for første gang kørte min dreng på 5 og min datter på 3,5 i børnehave og jeg kommer aldrig til at fortryde at jeg havde dem hjemme så længe - de gå nu på stue sammen i en lille helt igennem fantastisk børnehave og de har bare været så klar til at starte uden at de har keddet sig hjemme - den store er meget sensitiv og har haft stor gavn af den ro han har haft hjemme og med en lillesøster så tæt i alder så har de haft det fantastisk :) jeg har nydt hele turen, også de trælse dage der self også er, men at få lov til at være den der er der for sine børn har været helt fantastisk og jeg ville til hver en tid gøre det samme igen hvis vi skulle få flere - så NYD DET! tiden går så stærkt ;)

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære indlæg